Halloween a la Harry Potter, 24 sider kreative boligideer, 3 kunstneriske kvinders boliger og masser af efterårsmad til den kolde tid. Vi elsker efterår!
17. sep
- Af Redaktionen
Der er ikke noget bedre end duften af efterår. Den kølige luft, der varsler en årstid fuld af hygge med stearinlys, tæpper og lange gåture i bunker af visne blade. Det nye BoligLiv er fyldt til randen med efterårsideer - både de udendørs i form af en høstfest og en guide til solrige hyggekroge i efterårshaven – og de indendørs, hvor du kan dyrke dit kreative gen og give de gamle skabe nyt liv, bruge søndagsavisen til at lave kunst, eller beklæde væggene med kufferter! Derudover viser vi som altid 3 fantastiske boliger, masser af efterårsmad og mode, hvor mormors gamle rulamspels får nyt liv som vest og halsvarmer.
Halloween a la Harry Potter
Tag med til Hogwarts, og lad uhyggen brede sig på en hæsblæsende skattejagt, der indeholder alt fra røverkort og forhekset slik til Hagrids bog og dementorer.
Kreative boligideer
Tapetser skabene, dekorer væggene eller flet en skål af gamle aviser. Du får 24 sider fyldt til randen med skønne og skægge ideer.
Høstfest i haven
Find en lun krog, og dæk op til sæsonens sidste udendørs middag med knasende bruschetta, fyldte poussiner og to fantastiske kager.