Bag de ultranemme 'slaskeboller', det kærlighedsfyldte rosmarinbrød, grove grønsags-baguettes eller et lækkert brød med fennikel.
24. feb
- Af Lone Kjær
- Foto: Henrik Freek Christensen
Hjertebrød fra kogebogsforfatter Sif Orellana
“Sidste sommer gæstede min mand og jeg Italien, og på vores rejse kom vi forbi en delikatesseforretning, hvor alle vores sanser blev bragt i spil. Blandt pølser, skinker, oste og andre skønne sager lå en stor stabel brød, som vi købte et af. Brødet var hjerteformet, krydret med rosmarin og finthakkede oliven, og så havde det den dejligste elastiske, svampede krumme og en sprød skorpe. Det smagte vidunderligt, og jeg er sikker på, at der var æltet masser af kærlighed ind i den dej. Mødet med brødet førte til eksperimenter hjemme i vores eget køkken, og resultatet er denne opskrift, som jeg selv sætter så meget pris på”.
HJERTEBRØD BAGT MED OLIVEN, ROSMARIN OG KÆRLIGHED
Tid: ca. 30 min. plus hæve- og bagetid
(2 store brød)
475 g søde kartofler
4 dl sødmælk
25 g gær
½ l lunkent vand
2 spsk. finthakket frisk rosmarin
1 dl grofthakkede oliven (gerne kalamata)
2 tsk. groft salt
godt med kærlighed
ca. 1 kg italiensk hvedemel, tipo 00
1.
Skræl kartoflerne, og skær dem ud i kvadrater på cirka 2 centimeter. Kog kartoflerne under låg i sødmælken, til de er møre (cirka 8-10 minutter). Tag låget af gryden, og kog videre, indtil der kun er halvdelen af mælken tilbage.
2.
Lad mælke-kartoffelmassen køle godt af, til den er cirka fingervarm. Mos kartoflerne godt i mælken.
3.
Rør gæren ud i det lunkne vand, og hæld blandingen i kartoffelmassen. Tilsæt rosmarin, hakkede oliven, salt, godt med kærlighed og til sidst melet lidt efter lidt. Ælt dejen godt sammen, og stil den til hævning i en skål under et fugtigt viskestykke i cirka 1 time.
4.
Del dejen i to, og form til hjerter, som lægges på to bageplader beklædt med bagepapir. Lad brødene hæve til dobbelt størrelse.
5.
Tænd ovnen på 200 grader, drys hjertebrødene med lidt mel, og bag i cirka 35 minutter, eller til de er gyldenbrune og lyder gennembagt, når du banker bag på dem. Lad brødene køle af på en rist.
TIP: Har du lyst til at bage brødet, så I kan spise det til morgenmaden, kan det sagtens bages uden oliven og rosmarin.
Til opskriften knytter sig også et eventyr, som du kan læse i Sifs nye bog “Greven, kammerjunken og den dragende citronmåne”.

Grønsags-baguetts fra Rikke Gryberg, indehaver af Byens Bedste Kager
“For snart 20 år siden startede jeg min karriere i bagerfaget, og noget af det, jeg blandt andet lærte, var, at et godt brød kræver en god portion håndværk og tålmodighed. I brødets verden tager det tid at bage et godt brød, og det kan smages. I mange år har jeg brugt sukker i mine brød for at få ekstra smag, men siden jeg startede min nye livsstil og en slankere linje, er jeg begyndt at bruge mange flere grønsager i min hverdag og i mine brød. De her grønsagsbaguettes er rigtig gode brød, som er sunde og fyldt med kostfibre. Det smager godt både til sandwich, som tilbehør til aftensmaden eller bare som et godt brød”.
GRØNSAGS-BAGUETTES
Tid: ca. 20 min. plus hæve- og bagetid
(2 stk.)
150 g porrer
100 g emmentaler
3 fed hvidløg
1 spsk. friskhakket timian
4½ dl koldt vand
20 g gær, gerne økologisk
250 g fuldkornshvedemel
300 g fint speltmel
2 tsk. salt, f.eks. Læsø sydesalt
lidt olivenolie
1.
Rengør porren. Flæk den på midten, og skær i lange tynde strimler.
2.
Riv osten, og pres hvidløget. Bland porre med ost, hvidløg og timian.
3.
Kom vandet i en skål, og opløs gæren heri. Tilsæt grønsagerne, og rør dernæst de to slags mel i væsken. Ælt i ca. 8 min., tilsæt salt, og rør godt i yderligere 2 min.
4.
Hæld lidt olivenolie over dejen, og dæk med husholdningsfilm. Stil dejen i køleskabet til næste dag.
5.
Tag dejen ud, og del den i to stykker. Form til 2 store baguettes. Drys evt. lidt speltmel på toppen, og lad dem hæve i 2 timer.
6.
Tænd ovnen på 235 grader, og bag baguettes med 2 dl vand (i en skål i bunden af ovnen) som damp i 5 min. Skru derefter ned til 210 grader, og bag i 20 min. Den samlede bagetid er ca. 25 min.
SE FLERE OPSKRIFTER PÅ NÆSTE SIDE