Vi kender alle kagerne med de smukke pigenavne og har sikkert også spist dem utallige gange, men hvem var egentlig kvinderne, som i sin tid lagde navn til de søde sager?
30. apr
- Af Lone Kjær
Sarah Bernhardt
Kagerne består af en sprød makronbund med en luftig chokoladetrøffel overtrukket med et tykt lag mørk chokolade. De siges at være den kulinariske legemliggørelse af den smukke franske skuespillerinde Sarah Bernhardt fra Teatre Comédie-Francaise i Paris. Hun var måske den mest berømte skuespillerinde i det 19. århundrede, og der var bud efter ’den vidunderlige Sarah’, som hun blev kaldt, over hele Europa.
Tid: ca. 20 min. plus hviletid
(12 stk.)
150 g god mørk chokolade
1 dl piskefløde
1 spsk. smør
12 marcipanmakroner
100 g mørk chokolade til overtræk
stødt kanel til pynt
1.
Hak chokoladen, og smelt den ved svag varme i en skål over vandbad.
2.
Tag skålen af varmen, og rør fløden i. Rør til sidst smør i, og lad massen stå på køkkenbordet ca. 1 times tid, til den tykner.
3.
Top chokoladecreme på makronerne, og glat siderne. Stil kagerne i køleskabet ca. 30 min.
4.
Smelt resten af chokoladen i en skål over vandbad, og dekorer kagerne. Når chokoladen er størknet, drysses kagerne med stødt kanel.

Madeleine
Der verserer to forskellige forklaringer på, hvem Madeleineka-gerne er opkaldt efter. Den ene hævder, hun var en berømt konditor, Madeleine Paulmier, der levede i 1800-tallet. Den anden, at Madeleine Paulmier var kok for den franske kong Louis den 15.’s svigerfar, som opkaldte kagerne efter hende. Verdenshistoriens mest berømte Madeleinekage er nok den fra Marcel Prousts ’På sporet af den tabte tid’, hvor kagen bliver dyppet i lindete, og smagen og duften vækker både erindringen om fortællerens svundne barndom og hele hans kunstneriske skaberkraft. Karakteristisk for Madeleinekagerne er, at de altid er lette og luftige og ligner en lille muslingeskal.
Tid: ca. 30 min. plus hviletid
(ca. 30 stk.)
125 g hvedemel
1 tsk. bagepulver
4 æg
125 g sukker
korn af 1 stang vanilje
reven skal af 1 økologisk citron
125 g smeltet smør
Madeleineforme
lidt smeltet smør til formene
sigtet flormelis til pynt
1.
Sigt hvedemel og bagepulver sammen i en skål.
2.
Pisk æg, sukker og vaniljekorn hvidt og skummende. Tilsæt citronskal, og fold forsigtigt melet i æggemassen ad flere gange. Til sidst vendes smeltet smør forsigtigt i dejen. Stil dejen køligt i ca. 20 min., til den er fast.
3.
Tænd ovnen på 230 grader.
4.
Smør formene med smeltet smør, og drys med mel. Fyld dejen i formene, til de er ca. 2/3 fyldte. Bag kagerne i ca. 5 min. Sænk varmen til 200 grader, og bag i yderligere 5-7 min., til kagerne er gyldne. Afkøl på en bagerist, og drys med sigtet flormelis.
TIP: Køb madeleineformene hos www.kunstogkokkentoj.dk
Se flere opskrifter på næste side....