Julebazar på Kunstakademiet lørdag den 5. december kl. 11-16
Sæt kryds i kalenderen og besøg de spændende og kreative julemarkeder, som København er fyldt af i december.
11. nov - Af Mette Helena Rasmussen - Foto: Mette Helena Rasmussen
Lige om lidt er årets sidste weekender fyldt op med de mest fantastiske julemarkeder! Og det er altså ikke kun røde strik nisser og æbleskiver i Nyhavn, men kreative spændende markeder, hvor kunstnere og designere sælger lækkert brugskunst til spotpriser.
Julebazar på Kunstakademiet
Tag f.eks. til de studerende på Det Kgl. Danske Kunstakademis Julebazar, hvor de sælger tegninger, grafik, akvareller, malerier, keramik, alternativt julepynt og meget andet. Det er et oplagt sted at finde en særlig julegave - og måske endda gøre et billigt kunstkup.
Lørdag den 5. december 09 kl. 11-16 på Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedskoler, Charlottenborg, Rådskælderen Kgs. Nytorv 1, København K. Se mere på www.kunstakademiet.dk
Tip: Det betaler sig at komme tidligt og medbringe kontanter, da de gode ting bliver revet væk.
Homeparty i Style Crackers og RetroVilla
Det kreative designfællesskab Style Crackers i Puggårdsgade ved Glyptoteket er bestemt også et besøg værd, når de holder HomeParty og åbner dørene op for et hyggeligt julearrangement, hvor du kan købe unikt tøj, smykker og kunst af unge designere og fine børnemøbler, retro patchworksengetæpper, sættekasser og retro tapeter fra Retro Villa.
Lørdag den 12. december kl. 11-18 i Puggaardsgade 7, kælderen. København K.
Se mere på www.stylecrackers.com og www.retrovilla.dk
Tip: Medbring kontanter.
Julemarked på Design 19E
Tekstildesignerne i Ryesgade 19 E slår dørene op for deres julemarked allerede fredag den 27. november kl. 16-20 og lørdag den 28. november kl. 11-16. Der kan du bla. købe smykker, sengetøj, tøj, puder, keramik, thehætter m.m. I år har de bla. inviteret Anne Black, Zarah Voigt og Louise Wahlgreen til at være med som gæster.
Fredag den 27. kl. 16-20 og Lørdag d. 28. november kl. 11-16 i Ryesgade 19E, København N.
Arkitektskolens Julemarked
Lørdag den 28. november kan du besøge Arkitektskolens Julemarked, hvor de studerende sælger eget design, smykker, tekstilarbejder og grafik. Kom og køb unikke julegaver eller bare det du ikke selv kan undvære...
Lørdag den 28. november kl. 10-17 på Arkitektskolen, Phillip de Langes Alle 10, 1435 København K.